top of page

Trænere og Hold

Bording Løbeklub er en relativ stor klub - byens størrelse og området taget i betragtning.

Hver mandag kl. 18.30 mødes vi til fællestræning i klubben - uanset vind og vejr.  Det at vi er mange løbere giver os mulighed for at lave mange hold med varierende tempo og distance ... 

Ud over løbeholdene er der også et gåhold denne aften.


Og vi mener det når vi siger:  "I Bording Løbeklub er der plads til alle"

LØBESKOLE

En gang om året starter vi en "løbeskole" op, hvor der bliver støttet op omkring løbeglæden og startet op i et roligt tempo, der gør at man kommer godt igang med at løbe uden at blive skadet.

 

Ofte bliver begyndere overivrige, starter op med alt for mange km på alt for kort tid - og det skal man passe på med!  Sener, muskler og led har brug for tid til at vænne sig til den nye belastning - så på begynderholdet følger man et løbeprogram, hvor man kun gradvist øger belastningen.

Holdet vil starte med at gå en del. Og alle kan være med. Der bliver taget udgangspunkt i deltagerne på holdet - og der er ingen, der bliver efterladt på ruten. Det er i øvrigt standard på alle hold.

Ønsker du at være med? :  Hold øje med hjemmesiden under arrangementer. Også på  Facebook siden og Facebook gruppen "Bording Løbeklub" vil Løbeskolen blive annonceret.

VALG AF HOLD

I klubben har vi mange forskellige hold at vælge imellem.

Alle hold varierer i tempo og distance og nogle hold holder gå-pauser undervejs. Det er altid muligt at gå et hold op og ned - fra gang til gang - alt efter dagsformen.

Er du i tvivl om, hvilket hold du hører til, så tag fat i en af trænerne i klubben (se under fanebladet "trænere" - og de vil være behjælpelige med at finde det rette hold til dig.

På alle hold er der en god stemning og det sociale vejer tungt i Bording Løbeklub.

Gennem året har vi flere forskellige klubarrangementer, hvor holdene bliver blandet på kryds og tværs og hvor der virkelig er mulighed for at få et godt grin. 

Er du i tvivl, om du ønsker at være medlem, er du altid velkommen
til at komme at løbe med en måneds tid inden du bestemmer dig.  Og: 
Kom endelig ned og hils på os.

1/2-MARATHON HOLD 

De senere år har Bording Løbeklub startet 1/2 marathon-hold op i forårsmånederne.

Holdet henvender sig til medlemmer, der ønsker at prøve kræfter med 1/2 marathon distancen - enten for første gang eller måske for at udfordre sig selv i forhold til tidligere løb.

Om mandagen løber man på sit respektive hold i klubben. Onsdag løber man typisk ugens lange tur sammen. Herudover vil der være en mindre løbetur i løbet af ugen, som man enten kan løbe selv i løbet af weekenden eller afvikle med en klub-kammerat.

Turene vil typisk ligge i og omkring Bording. På de længere ture vil deltagerne på holdet være med til at lægge ruterne (evt. med start andre steder end hallen), for at få lidt variation i løberiet.

Der plejer at være et helt specielt sammenhold på dette hold.
Og alle løbeklubbens andre medlemmer er altid velkommen til at komme at løbe med på onsdagsturene (også uden at stille op til 1/2marathon distancen).

Hold øje med hjemmesiden under arrangementer eller med facebook siden eller facebook gruppen af samme navn.

EN TRÆNINGSAFTEN

En træningsaften starter i Udestuen bag Bording Hallen
- mandage kl. 18.30.

 

Her kan man hyggesnakke lidt med klub-kammeraterne indtil der  bliver givet fælles-beskeder om arrangementer, løbeaftaler, tøj, sikkerhed eller andet.

 

Herefter vil der være fælles opvarmning - hvorefter man fordeler sig ud på holdene.

Efter løbet er der altid tid til at snakke med klubkammeraterne, få et glas vand. Første mandag i  måneden vil der typisk også være lidt frugt og grønt.

For at skabe variation i løberiet og nye ruter vil nogle klubarrangementer og træningsture starte andre steder end ved Bording Hallen. Dette vil selvfølgelig altid blive oplyst i god tid og reklameret med - både her på hjemmesiden (under arrangementer) og selvfølgelig på facebook-gruppen Bording Løbeklub (ikke facebook-siden).

bottom of page